Tokes historie

 

Et menneskeligt kompas

Det lyder måske som en kliché, men jeg har – med få svinkeærinder – altid vidst, hvilke spor min professionelle kurs skulle forfølge. Mit hjerte banker for børnene og de unge, hvilket har taget mig i forskellige retninger på min karrieresti, men altid med samme udgangspunkt: At skabe de mest optimale forudsætninger for børn og unge menneskers trivsel og udvikling – og at lede og rådgive dem, der sidder med beslutningshatten på.

Med afsæt i mit socialpædagogiske fundament har jeg en omfattende ballast fra mit over 25-årige arbejde ved Aarhus Kommunes Børn og Unge-afdeling, hvor jeg bl.a. har været Sektions-/SSP-leder samt chef for Fritids- og Ungdomsskoleområdet. Mine interesser, kompetencer og erfaring har ført mig fra ”gulvet” i den pædagogiske praksis til beslutningstagerne på det strategiske og politiske niveau – og alt det midt i mellem.

Matroshatten på

I dag sidder jeg med en unik viden, dyb indsigt og – ikke mindst –  et hjerte, som stadigvæk hamrer løs for at skabe forandring, fællesskab og resultater for børnene og de unge, men også for medarbejderne og lederne. Og jeg er mere end klar til selv at overtage roret og navigere dem, der har brug for det og dem, der har endnu uopdagede behov, gennem farvandet af fritids- og ungdomspolitik, organisations- og ledelsesudvikling samt det tværfaglige og tværorganisatoriske samarbejde.   

Hverdagens pejlemærke

Helt konkret kan jeg tilbyde rådgivning og facilitering: fx forebyggelsestænkning fra strategi via organisering til indsats, herunder kriminalitet, radikalisering og SSP-samarbejde. Hjælpe med bevægelsen fra strategi til konkret adfærd hos ledere og medarbejdere. Dykke ned i organisationens fritids- og ungdomspædagogik, lave teamopbygning på alle niveauer med opgaven og mennesket i centrum samt fungere som politisk organisatorisk rådgiver. Ligesom jeg kan holde foredrag og skabe debat i skarpe udgaver med afsæt i fx stammekulturen i (offentlige) organisationer, diskutere betydningen af at gøre ”toppen” til stede i hverdagens virkelighed og - i forlængelse heraf - dynamiske hierarkiers relevans samt meningen med fritid og dets særlige potentiale som lærings og dannelsesrum.

Et frisk pust

Jeg kan arbejde som interim ledelse  og som rådgiver/sagsbehandler for dig som leder eller den samlede ledelse. Her kan I hyre mig ind som en midlertidig ressource for en kort eller længere periode. Kontakt mig, så finder vi en optimal løsning, der matcher dine behov og udfordringer.